Kirkens julekoncert “Stjernestøv” 

‘Jul, jul strålende jul, glans over hvide skove, himmelens kroner med tindrende blus’, reciteret af kirkens organist fra en gammel svensk julesang. Denne strofe skulle vise sig at være meget dækkende for den dag, hvor kirkekoncerten i Jerslev blev afholdt, idet Sankt Peter havde ladet det sne natten forinden – og hele Vendsyssel var dækket af et fint, hvidt lag julesne.


Det blev en oplevelsesrig julekoncert med Luciaoptog, stjernebærer, munkesang og dansende nissepiger mm. Kirkens organist havde i dagens anledning samlet en håndfuld lokale musikere m.fl. til at akkompagnere
kirkernes B&U- samt voksenkor. Uden for kirken blev man budt velkommen af levende lys og en smuk oplyst farvet kirke i skumringen, mens 
menighedsrådsformanden indenfor hilste koncertgængerne velkommen med
en salmebog og et program. Kirken var smukt pyntet op med juletræ og grønt og var oplyst af eventyrligt farvet lys, som skabte en magisk stemning, kreeret af Tenna Lyng Svensson, som også var en af koncertens solister.
Eftermiddagens program var et overflødighedshorn af musikalske og sanselige oplevelser i kirkerummet. Koncerten indeholdt korsang og solosang, fløjteduet, læsning, korkoreografi og klaverimprovisation.

 

Som et nyt indslag i koncerten blev Bethlehemsstjernen båret ind. Det var Emma fra børnekoret, som fik æren af at være stjernebærer til sangen ‘See the Star of Bethlehem’. Kirkens voksenkor præsenterede en ukendt og smuk melodi til salmen ‘Glade jul, dejlige jul’ af A.P. Berggren. Karin Bienz og Viggo Frank spillede et traditionelt stykke fransk julemusik, ‘Ave Maris Stella’, på tværfløjte og blokfløjte, akkompagneret af Carsten Kær Nielsen på klaver. Stykket dannede også baggrund for koncertens klaverimprovisation, som endte i ‘Dejlig er jorden’, smukt  fremført af Carsten Kær Nielsen.

 

 

 

 

Fællessangen blev styrket, da koncertgængerne pludselig selv skulle synge med på omkvædet af en ny julesang, som blev instrueret af kirkens organist.

 

 

 

 

 

Derefter kom der gang i kirken, hvor B&U-koret kom dansende ind, udklædt som nisser, med sangen ‘Nissen i Tørvestakken’og derefter sang “Jeg har aldrig mødt en engel”.

 

 

 

 

 

Som afslutning af kirkeåret, hvor vi har fejret 500-året for Luther, sang alle med på Luthers julesalme ‘Lovet være du Jesus Krist’. Så kom kirkens voksenkors herrer ind, udklædt som munke, og sang en munkesang, skrevet af Sigurd. Koncerten afrundedes med julekalendersangen ‘Stjernestøv’ med korkoreografi. Med rette sagde en af tilskuerne efter koncerten: Nu var det endelig blevet rigtig jul i Jerslev.

 

 

 

Her fra øvning inden koncerten Carsten K. Nielsen Klaver, Dagmar Hansen Bas og John Vinther trommer.