Jerslev-Hellum – Mylund’s sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen har fået bevilliget 3 måneders studieorlov fra den 20/1 – 20/4. I den periode har jeg fået lov til at være jeres vikarpræst og vil i den forbindelser gerne kort præsentere mig selv.

Jeg hedder Peder Skamris Pedersen og er en halvgammel knark på 70 år. Jeg er fynbo, vokset op på Midtfyn. Jeg blev teolog fra Aarhus Universitet i 1977. Jeg har været præst i den nordlige del af Randers i 4 år, derefter sognepræst i Sønderup og Suldrup sogne i Himmerland i 23 år og til sidst har jeg været ved Nørresundby kirke i 10 år. Jeg er gift med Ellen Margrete Balle Christensen, som også er/har været præst, dels i Støvring og på Aalborg sygehus. Vi har 3 børn, som for lang tid siden er flyttet fra reden: To døtre og en søn, som alle bor i København. Og så er vi også blevet bedsteforældre til Svend på 2 år og Gerda på 8 måneder. Og det er fantastisk.

Jeg har altid været lidt træt af bedsteforældre, der partout skulle vise billeder og videoer af deres børnebørn. Men nu er jeg selv blevet en af dem.

Jeg glæder mig til at lære jeres sogne bedre at kende. Det er nogle særdeles smukke kirker, I har, meget forskellige og med hver sit særlige udtryk. Jeg har også mødt medarbejderne ved kirkerne og er blevet taget godt imod.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle, at de første år af min studietid boede jeg på værelsesgang med en vendelbo fra Hellum. En dag kom han slæbene med nogle gamle håndboldnet/fodboldnet, som han havde fået i sin hjemby. Dem placerede han på gulvet i sit værelse og så fungerede de som sækkestole. Meget opfindsomt og moderne. Jeg har stadig forbindelse til ham og kan nu fortælle ham, at jeg har besøgt hans smukke hjemegn.

Jeres præst Ann Sofi har sørget for, at når man ringer til Jerslev præstegård i hendes orlovsperiode, bliver man stillet direkte om til mig.

Peder Skamris Pedersen